I samarbejde med Kulturfabrikken Guldborgsund og Jazz På Tværs
Kulturfabrikken Nykøbing F
Live koncert
Bobo Moreno er en af de få danske sangere, der mestrer så mange musikalske genrer. Han bevæger sig fuldstændig ubesværet i genrer som pop, rock, jazz og soul. Til denne koncert er det netop soulmusikken, der er omdrejningspunktet for Bobo Moreno & The Soul Shakers.
Bobo Morenos alsidighed, hans evne til at begejstre et publikum og seriøse tilgang til musikken, uanset genre, har bragt ham vidt omkring. Siden sit gennembrud i 1980’erne, har han været en af landets mest populære sangere, og det er ofte ham, der er blevet ringet efter til de store TV-shows og andre events. Han har indspillet og arbejdet med mange store, danske og internationale musiknavne som f.eks. Sanne Salomonsen, Hanne Boel, D-A-D, Safri Duo, Birthe Kjær og The Memphis Boys (Elvis Presleys backing group) og i jazzens verden med DR Bigband, Ole Kock Hansen og Bo Stief, Ernie Wilkins Almost Big Band, Klüver’s Big Band, Tivoli’s Big Band og Ib Glindemann’s Orkester.
De øvrige musikere er:
Kjeld Lauritsen, som er en af de bedste danske hammondorganister. Han udnytter instrumentet fuldt ud og er kendt og elsket for sit groove og sine legesyge improvisationer.
Uffe Steen er en elsket guitarist og som kapelmesteren, spiller han lige kompetent og lige godt tilpas, hvad enten han spiller blues, jazz, rock eller soul. Uffe Steen har tidligere modtaget den prestigefyldte Ben Webster pris.
Esben Bach er manden bag trommerne. Han er en af de travleste musikere på den danske blues-, jazz- og rockscene. Utallige bands har haft glæde af hans groovy trommespil, og hans eminente teknik og store kendskab til forskellige stilarter gør ham til det ideelle valg til denne gruppe.
Denne koncert passer perfekt til den rå og samtidig hyggelige koncertsal i Kulturfabrikken.